En middag og koncert med Alberte Winding skulle lørdag den 31. oktober have samlet gæster på Madhuset på Kongevejen.
Men da gæsterne mødte op, var døren låst. På den hang et skilt med teksten »Lukket grundet sygdom«.
En af dem, der gik forgæves, er Susanne Bark, der skulle have været til koncerten sammen med sin mand. Hun havde købt billetter gennem Madhusets egen hjemmeside og betalt 595 kroner for middag og koncert.
Allerede tidligere på dagen havde parret dog bemærket, at noget var galt.
»Vi går altid en tur om morgenen, og da vi kom forbi Madhuset, hang der en seddel på døren om, at der var lukket på grund af sygdom. Jeg tænkte, at sygdom jo er hver mands herre,« fortæller hun.
Susanne Bark tog sagen i egen hånd og kontaktede Alberte Windings bookingbureau, der advarede om, at koncerten muligvis ikke ville blive til noget. Senere på dagen tog hun og hendes mand alligevel afsted til Madhuset.
»Vi kørte derned lidt i fem, og der stod en masse mennesker udenfor, som var helt forundrede. Folk var kommet for at gå til koncert, men stedet var lukket, og ingen vidste, hvad der foregik,« fortæller Susanne Bark.
Ingen havde fået besked om, at koncerten var aflyst.
Forsøger at få pengene tilbage
Ud over skuffelsen over at gå glip af »Lyse Nætter«, der tidligere på året blev kåret som den bedste danske sang af DR, er Susanne Bark ærgerlig over at have betalt for et arrangement, der ikke blev gennemført. Hun har heller ikke fået besked fra Madhuset om, hvorvidt pengene bliver refunderet. Derfor har hun efterfølgende kontaktet sin bank og sendt dokumentation for købet.
Hun fortæller samtidig, at hun har set, at der fortsat findes aktive deals til Madhuset, og at hun derfor har kontaktet udbyderen for at gøre opmærksom på situationen.
»Jeg har gjort, hvad jeg kunne, for at andre ikke skal ende i samme situation som os. Jeg synes, det er synd, at andre skal gå forgæves. Der stod mange mennesker dernede, og folk havde pyntet sig og set frem til en god oplevelse,« siger hun.
Ejer ønsker ikke at svare endnu
På Madhusets hjemmeside står der nu, at stedet er »lukket på ubestemt tid«.
»Kære gæster, grundet uforudsete begivenheder, holder vi lukket på ubestemt tid,« lyder meddelelsen.
Dragør Nyt har været i kontakt med Fatime Saiti, der er registreret som ejer af Mad-Huset ApS og som har stået for driften siden åbningen i starten af 2025. Hun bekræfter, at Madhuset lukkede i sidste uge, og at stedet er lukket på ubestemt tid.
Hun ønsker på nuværende tidspunkt ikke at svare Dragør Nyt på spørgsmål om, hvad årsagen til lukningen er, hvorfor gæsterne til koncerten ikke fik besked på forhånd, hvornår Madhuset eventuelt kan åbne igen, hvad lukningen betyder for medarbejderne, og om kunder, der allerede har betalt for koncertbilletter, deals eller andre arrangementer, kan forvente at få deres penge tilbage.
Fatime Saiti ønsker heller ikke på nuværende tidspunkt at svare på spørgsmål om sin fortsatte rolle i driften af Madhuset.
Hun oplyser dog, at der vil komme en udmelding om situationen i den nærmeste fremtid.
Afventer svar fra bookingbureau
Dragør Nyt har også rettet henvendelse til Alberte Windings bookingbureau for at få bekræftet, at Alberte Winding var booket til koncerten den 31. oktober, og for at få afklaret, hvornår og af hvem koncerten blev aflyst.
Vi har desuden spurgt, hvornår bookingbureauet fik besked om, at koncerten ikke skulle gennemføres, hvilken begrundelse bureauet fik, og om man var bekendt med, at en række gæster efter eget udsagn først opdagede aflysningen, da de stod ved det lukkede spisested,
Ved avisens deadline havde Dragør Nyt ikke modtaget svar fra bookingbureauet.
Annonce for koncerten i Dragør Nyt
Madhuset har indtil i sidste uge været annoncør i Dragør Nyt.
Så sent som i sidste uges avis bragte Dragør Nyt en annonce for arrangementet med Alberte Winding med opfordring til at købe de ekstra billetter, der var blevet sat til salg. Arrangementet blev også annonceret på Dragør Nyts digitale medier.
»Nogle dage inden avisen gik i trykken, var jeg blevet bekendt med, at Madhuset kunne stå med nogle udfordringer. På det tidspunkt blev vi informeret om, at man overvejede fremtidige begrænsninger i åbningstiden, men at arrangementer som koncerten med Alberte Winding fortsat ville blive fastholdt. Derfor bragte vi loyalt i forhold til kunden annoncen med omtalen af de ekstra billetter,« siger Dragør Nyts chefredaktør Henrik Askø Stark.
Ingen af avisens redaktionelle medarbejdere har været bekendt med virksomhedens problemer eller i øvrigt involveret i beslutninger vedrørende kommercielle samarbejder.
Dragør Nyt oplyser om forholdet, fordi Madhuset frem til lukningen som kunde havde en kommerciel relation til avisen, samtidig med at redaktionen nu journalistisk dækker sagen.
Det har du ret til, hvis et arrangement bliver aflyst
Jurist Andreas Sabroe fra Forbrugerrådet Tænk har på Dragør Nyts forespørgsel redegjort for, hvilke rettigheder man som forbruger har, når et arrangement med eksempelvis middag og koncert ikke bliver gennemført.
Kan man få pengene tilbage?
Ja, hvis arrangøren ikke leverer det aftalte, og misligholdelsen er væsentlig. Hvis hverken den aftalte middag eller koncert bliver gennemført, vurderer Andreas Sabroe, at misligholdelsen umiddelbart vil være væsentlig. Kunden vil derfor kunne kræve hele det indbetalte beløb tilbage. Det gælder også, hvis aflysningen skyldes sygdom.
Skal arrangøren give besked om aflysningen?
Som udgangspunkt bør arrangøren orientere kunderne, så snart arrangøren ved, at arrangementet ikke kan gennemføres – forudsat at der er en reel mulighed for at kontakte kunderne.
Kan man få dækket transport og andre udgifter?
Efter omstændighederne. Har kunden haft dokumenterbare ekstraudgifter til eksempelvis transport eller ophold, kan arrangøren i visse tilfælde blive erstatningsansvarlig. Det afhænger blandt andet af, hvornår arrangøren fik besked om aflysningen, og om arrangøren gjorde, hvad der var muligt for at orientere gæsterne inden deres afrejse.
Hvis arrangøren havde mulighed for at kontakte kunderne via eksempelvis e-mail eller telefon, men undlod at gøre det, kan det have betydning for et eventuelt erstatningskrav.
Hvad gør man, hvis virksomheden ikke betaler?
Hvis kunden og arrangøren ikke kan nå til enighed, kan kunden klage til Forbrugerklagenævnet.
Kilde: Andreas Sabroe, jurist i Forbrugerrådet Tænk