Borgermøde om udvidelsen af lufthavnen

Liste T afholdt tirsdag den 27. oktober et borgermøde om udvidelsen af lufthavnen, men hvad får man som deltager på 14 år ud af det? Det fortæller Dragørs børne- og ungdomsreporter Laura Videbæk om her.

L
Af Laura Videbæk
| | 4 min læsetid
Borgermøde om udvidelsen af lufthavnen
Liste T stod bag borgermødet, der satte fokus på lufthavnens udvidelsesplaner. Foto: Laura Videbæk

Denne artikel er skrevet af Dragør Nyts børne- og ungereporter Laura Videbæk på 14 år, der selv har stået for research og tekst.

Det var den grønne gruppe i Liste T, som havde arrangeret borgermødet om lufthavnens udvidelse. Dermed var dagsordenen sat, da det nok er svært at finde en grøn gruppe, der går ind for mere flytrafik.

Mødet startede med et oplæg fra ekspert i partikler, Thomas Ellermann, som er seniorforsker på Aarhus Universitets Institut for Miljøvidenskab.

Han forklarede om, at lufthavnen forurener nærmiljøet – herunder Dragør – med partikelforurening. Det var svært stof for de nok cirka 60–70 fremmødte Dragør-borgere. Der var både begreber som faste og flygtige ultrafine partikler. Afhængighed af vindretning og en række andre tekniske begreber om målestationer og sammenlignelighed til lufthavne i Helsinki og Berlin.

Man var som tilhører dog ikke i tvivl om, at luftforureningen fra lufthavnen er sundhedsskadelig. Det stod også klart, at partikelforureningen er meget afhængig af afstanden til lufthavnen og de steder, flyene står i tomgang.

Det betyder, at partikelforureningen er klart størst i Kastrup, hvor forureningen er cirka dobbelt så høj som på H.C. Andersens Boulevard midt i København. Derfor kommer det også til at betyde meget for luftforureningen i Dragør, hvor på lufthavnens areal de forskellige aktiviteter i lufthavnen foregår.

Efter noget, der kunne minde om en fysiktime på mere end en time, kunne man næsten have glemt, at mødet handlede om udvidelsen af lufthavnen og ikke den aktuelle forurening. Når først man har hørt så meget om den nuværende forurening, kan det være svært ikke at tænke på alle de gange, man har kunnet lugte flybrændstoffet, når vinden er i nord.

Larm, støj og forurening

Derefter var det tid til at høre lidt mere om selve udvidelsen af lufthavnen.

Annette Nyvang, som er journalist og medlem af Liste T, fortalte om larmen og udvidelsens betydning for Dragør-borgerne.

Hun har længe været imod udvidelsen af lufthavnen og har fremstået som mange Dragør-borgeres stemme til møder, hvor hun for eksempel har siddet over for transportministeren.

Det, som gør Annette særligt utilfreds, er den såkaldte tværbane, der går på tværs af de start- og landingsbaner, der benyttes mest. Tværbanen bliver brugt, når det for eksempel blæser fra nordvest, når hovedbanerne repareres samt til landinger, hvis det passer med, hvor flyet kommer fra.

Der er flere tal for, hvor meget banen bliver brugt, men det er cirka to til fire procent af starter og landinger – mest når hovedbanerne repareres.

Tværbanen skal forkortes i den nordvestlige ende og forlænges mod sydøst. Det vil altså sige, at den flytter tættere på Øresund og Dragør, men at den samlet bliver forkortet.

At tværbanen bliver flyttet, skyldes, at lufthavnen er i gang med at bygge nye terminaler og flere standpladser til fly i fremtiden. Flere frygter, at dens flytning vil føre til mere larm, støj og forurening i Dragør.

Selvom det efter borgermødet kunne være svært helt at blive klog på, hvor meget udvidelsen ændrer, blev man meget klogere på, hvor stor en forureningskilde, der ligger lige nordvest for Dragør. Og at når vinden kommer fra den forkerte retning, betyder det både ekstra partikelforurening og støj.

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER
Privatlivspolitik Cookiepolitik Vilkår og betingelser