Forvent en dyr vinter for dit gasfyr

Gaspriserne er steget og forventes at være høje hele vinteren, selv om de ikke når 2022-niveau. Her kan du få forklaringen og gode råd til at følge priserne og spare på varmen.

K
Af Kirsten Marie Juel Mouritsen
| | 6 min læsetid

Energieksperter og analytikere er enige om, at vi går en vinter i møde med høje priser på både gas, olie og el. Noget, der er meget relevant at forholde sig til i Dragør, hvor cirka 70 procent af husstandene stadig har et gasfyr.

Hos Andel Energi, som rigtig mange Dragør-borgere er gaskunder hos, vil pressechef Rasmus Avnskjold ikke spå om, hvor gaspriserne præcist ender de næste måneder. Men billigt bliver det ikke at holde varmen.

»Vi har udsigt til en rigtig dyr vinter. Gasprisen er cirka tre gange højere nu, end den var omkring nytår. Det bliver ikke rart for de 250.000 husstande, der har deres bolig opvarmet med gas. Det er der mange forklaringer på, men den geopolitiske uro er den primære årsag,« siger han.

Gas-regningerne ude hos forbrugerne har ikke ramt 2022-niveau, hvor markedet gik amok, fordi Rusland gik ind i Ukraine. Alligevel er der en række faktorer, der betyder, at de rå gaspriser er steget med op mod 40 procent over det seneste år.

Konflikter og vejr har indflydelse

Selv om det europæiske marked er stabiliseret, efter at man er blevet mere uafhængig af russisk gas og er gået over til at importere flydende naturgas (LNG), som man blandt andet får fra USA, påvirker andre kriser nemlig prisen.

Konflikten mellem Iran og USA betyder for eksempel, at eksporten af gas og olie gennem Hormuzstrædet ved Den Persiske Bugt er begrænset. Her skal ellers cirka 20 procent af verdens flydende naturgas – som stammer fra Golfstaterne – sejles igennem for at nå det europæiske marked.

Derfor er der ikke lige så meget gas på de europæiske lagre, som man har brug for. I Danmark er gaslagrene ifølge Tue Patursson, der er ekspert i klimatilpasning og energi hos Bolius, kun cirka 71 procent fyldt op, hvor de gerne skulle ligge på 90 procent før en vinter.

Kan gå flere veje

Den præcise prisudvikling i sidste del af 2026 og ind i 2027 afhænger dog af mange ting og kan gå flere veje. Blandt andet afhænger gasprisen af, hvor koldt det bliver. Jo mere, folk fyrer, jo større er efterspørgslen på gas, og jo højere bliver prisen.

Derudover er det også afgørende, hvad der sker i forhold til at få fyldt gaslagrene op med især LNG. Hvis vi får en mild vinter, konflikten i Hormuzstrædet bliver løst, og vi får importeret mere LNG, kan gasprisen falde markant igen. Pt. ser det dog ikke videre sandsynligt ud.

Sådan sparer du på varmeregningen

Med de høje gaspriser kan du med fordel tjekke, om du kan spare penge ved at skifte gasselskab. For der er stadig forskel på, hvilken pris, gasselskaberne lever varmen til.

Samtidig kan du overveje, om du har det bedst med at vælge et gasabonnement med en månedspris, der følger den almindelige prisudvikling eller en fast pris, som er noget højere, men som sparer dig for grimme overraskelser. Om en variabel månedspris eller et fastprisaftale er det bedste valg, kan man dog ikke rådgive bredt om.

»Det kommer helt an på, hvem man er. Vi plejer at sammenligne det med boliglån. Nogle foretrækker et fast forrentet lån, der måske er dyrere, men sikkert at forholde sig til. Andre foretrækker et flexlån, der umiddelbart er billigere, men som er mere uforudsigeligt,« siger Rasmus Avnskjold fra Andel Energi.

Find de gode energivaner frem

Han minder i øvrigt om, at den billigste energi altid er den, man ikke bruger. Derfor vil det være en rigtig god idé at finde de gode energivaner frem, som mange havde under energikrisen i 2022.

Ifølge Bolius kan du spare cirka fem procent på varmeregningen for hver grad, du skruer ned. Tænk også over længden på de varme bade, du tager. Afhængig af din boligtype bruger du faktisk 20–40 procent af dit varmeforbrug på at varme vandet i hanerne og brusebadet.

Derudover er det værd at vide, at du bruger mindre varme, hvis du holder ens temperatur på alle radiatorer. Sørg også for at have jævnlig service på dit gasfyr, så du er sikker på, det yder optimalt.

Varmepumpe bør overvejes

Skulle dit gasfyr stå af denne vinter, mener Rasmus Avnskjold, at det vil være værd at overveje at skifte til varmepumpe, hvis fjernvarme ikke er en mulighed (som det jo ikke er i Dragør). Også selv om elpriserne ligeledes forventes at blive højere end længe.

»Andel Energi er det energiselskab i Danmark, der har flest privatkunder med gas. Alligevel har vi – af klimahensyn – en ambition med at få udfaset gas som primær varmekilde i private hjem inden 2035. Og ja, en varmepumpe er en relativt stor investering. Men den er cirka fire gange så energieffektiv som et gasfyr, og derfor er investeringen tjent ind på relativt kort tid,« siger han.

Hvornår stiger prisen på din gas?

  • Når efterspørgslen efter energi stiger.
  • Når gaslagrene er lave.
  • Usikkerhed om leverancer/dårlig forsyningssikkerhed.
  • Kolde vintre.

Følg med i gaspriserne på findenergi.dk

Se priser for gas i Dragør på gasprisguiden.dk 

Hvad er gasprisen lige nu?

Gaspriserne i Dragør ligger lå per 26. oktober 2026 mellem 13,12 og 13,94 kroner per kubikmeter, alt efter hvilket energiselskab, du har abonnement hos.

Ifølge gasprisguiden.dk leverer DCC Energi den laveste samlede pris, mens Enly leverer den dyreste. Det er dog ikke helt enkelt at sammenligne, fordi abonnementstyperne varierer, og gasprisen i øvrigt består af tre dele.

Når du betaler 100 kroner, er det ifølge Andel Energi de 65,4 kroner, der er selve gasprisen. 31 kroner er moms og afgifter, mens 3,6 kroner går til distributionen af gas ud i dine rør.

Kilder: gasprisguiden.dk og andel.dk

 

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER
Privatlivspolitik Cookiepolitik Vilkår og betingelser