DEBAT: Ultimo 2027 præsenterer et nedsat udvalg under ministeren en ny model for udligning mellem kommunerne. Jeg forsøger sammen med mine seks borgmesterkolleger i Gentofte, Lyngby-Taarbæk, Rudersdal, Hørsholm, Furesø og Allerød kommuner at påvirke de kommende beslutninger, så vi får en mere fair udligning i Danmark. For det er ikke rimeligt, at vi skal betale mere.
Danmark skal hænge sammen, og borgerne skal kunne forvente ordentlig velfærd, uanset hvilken kommune de bor i. I Dragør bakker vi op om princippet bag den kommunale udligning, men når Folketinget nu skal drøfte en ny reform af udligningssystemet, er det vigtigt at huske, at virkeligheden bag kommunernes økonomi er mere nuanceret end blot størrelsen på borgernes indkomster.
Dragør er et godt eksempel.
Vores kommune betaler hvert eneste år et betydeligt millionbeløb til andre kommuner igennem udligningssystemet. Faktisk betaler Dragør Kommune mere end 380 millioner kroner i udligning i 2027 – det svarer i runde tal til 33 procent af vores samlede indtægter.
Det gør vi loyalt og i respekt for den solidaritet, som det kommunale Danmark bygger på. Men samtidig står vi i Dragør over for en række strukturelle udfordringer, som ikke afspejles tilstrækkeligt i den måde, udligningssystemet fungerer på:
- Markante udgifter til kystsikring.
- En befolkningsudvikling, som forventes at have store konsekvenser for kommunens økonomi.
- Begrænsede muligheder for at udvikle kommunens økonomi gennem udbygning.
Som kystkommune omgivet af hav på flere sider er Dragør blandt de kommuner, der i de kommende år skal investere massivt for at beskytte borgere, boliger, kulturarv og kritisk infrastruktur mod stigende vandstand og stormfloder. Kystsikring er ikke et luksusprojekt. Det er en nødvendighed. Klimaforandringerne er heller ikke en fremtidig udfordring. De er en nutidig økonomisk realitet, som vi allerede er begyndt at betale millioner for i Dragør.
Samtidig ændrer befolkningssammensætningen sig. Dragør oplever, ligesom mange andre kommuner, at antallet af ældre borgere stiger. Flere ældre betyder øgede udgifter til pleje, omsorg og sundhedsrelaterede indsatser. Samtidig er kommunens samlede befolkningstal faldende. Det betyder færre skatteborgere til at finansiere de stigende udgifter. Det er en økonomisk udfordring, som vil præge kommunens økonomi i mange år frem.
Dertil kommer, at Dragør er en næsten fuldt udbygget kommune. Vi har kun tre små grunde, vi kan bygge boliger på. Hvor mange andre kommuner kan skabe vækst gennem større boligområder, nye erhvervsområder eller omfattende byudvikling, er mulighederne i Dragør meget begrænsede. Størstedelen af vores frie arealer er omfattet af lovgivning, der gør, at vi ikke må bygge på grund af lufthavnen. Det betyder, at vi ikke kan bygge boliger eller erhvervsudvikle på størstedelen af vores ledige arealer. En ændring af dette vil kræve en lovændring, og jeg oplever ikke, at der er lydhørhed for dette på Christiansborg. Så selvom vi også ønsker at udvikle os, har vi ikke muligheden, og al udvikling reguleres inden for meget snævre fysiske rammer.
Netop derfor bliver incitamenterne i udligningssystemet særligt vigtige. I dag oplever nogle kommuner marginale udligningsprocenter på op mod 94 procent, hvilket betyder, at langt størstedelen af gevinsten ved økonomisk vækst forsvinder gennem udligningen. For en kommune som Dragør, hvor mulighederne for at skabe ny vækst allerede er begrænsede, er det problematisk, hvis gevinsten ved at styrke skattegrundlaget i vidt omfang forsvinder. Et udligningssystem skal skabe solidaritet, men det skal også give kommunerne mulighed for at forbedre deres økonomiske situation.
Som kommune med store fremtidige klimainvesteringer, en aldrende befolkning og begrænsede udviklingsmuligheder har Dragør brug for et udligningssystem, der ikke kun ser på dagens skattegrundlag, men også på morgendagens udgifter. Det er svært at forklare borgerne, hvorfor kommunen både skal finansiere voksende klimaudgifter, håndtere flere ældre og samtidig aflevere næsten hele gevinsten ved økonomisk udvikling.
Derfor bør den kommende reform ikke alene fokusere på mere omfordeling. Den bør også sikre, at systemet tager højde for kommunernes reelle udfordringer, understøtter udvikling og bevarer rimelige incitamenter til vækst og ansvarlig økonomisk styring. Det hænger ikke sammen, at en mindre kommune, der i dag betaler cirka 33 procent af sine indtægter til udligning, står i en situation, hvor kommunens overlevelsesgrundlag er voldsomt udfordret pga. den demografisk udvikling og faldende indtægtsgrundlag samt begrænsede muligheder for udbygning.
Med venlig hilsen
Kenneth Gøtterup