Kender du det? Du er halset hjem fra arbejde for at hente dit barn tidligt fra SFO for en gangs skyld. Lige da du drejer ind på skolens parkeringsplads, ringer Maltes far og spørger, om han ikke må tage din søn med hjem på en legeaftale. Eller du kaster dig forpustet ind ad SFO-døren, og så råber din datter, at hun kun vil med hjem, hvis du ringer til Line og Sofies forældre og spørger, om de ikke også må komme med hjem. Til aftensmad og sove-legeaftale. Din datter skriger og siger, at hvis det ikke kan lade sig gøre, bliver hun måske aldrig glad igen.
HISTORIEN BAG LEGEAFTALER
Leg har siden begyndelsen af 1900-tallet været betragtet som noget af det vigtigste af børnelivet. Men rammerne for og forståelsen af legen har ændret sig mange gange. Uden at gå tilbage til krigens og oldemors tid, kan vi konstatere, at forældre i dag er meget mere involveret i børns leg og legeaftaler, end de var for 40–50 år siden.
Jan Kampmann, professor og børnelivsforsker ved Roskilde Universitet forklarer, at der er en række årsager til, at forældrene i dag er blevet en slags mellemmænd i deres børns relationer.
»Førhen foregik legen i gården eller på vejen. Der var mindre trafik. Og man var generelt tryg ved, at børnene bevægede sig rundt alene fra en ung alder. Forældrene havde knapt nok styr på, hvor deres barn var. Hørte man ikke noget, gik det vel godt. Men i dag bliver folk transporteret til og fra vuggestue, børnehave og skole. Så det er i institutionerne og ikke nede i gården, de etablerer venskaber. Bedstevennen bor måske på den anden side af byen i stedet for henne på hjørnet,« siger han.
Ane Bjerre Odgaard, forsker i leg og pædagogisk praksis ved professionshøjskolen UC Syd ser også forældrenes koordinerende rolle i børnenes sociale liv som et forsøg på at erstatte den legekultur, der har været før. Børns bevægelsesmønster er indsnævret geografisk.
»Jeg oplever, at det er noget, forældre er mere og mere bevidste om. At vi skal turde lade vores børn ude af sigte et øjeblik. Ellers går meget frihed og selvstændighed tabt. Men samtidig har vi stort fokus på vokseninitieret leg og legegrupper. Så det er en modsætningsfyldt tendens,« forklarer hun.
DET MENER FORSKERNE
Sæt legen fri
Ane Bjerre Odgaard opfordrer dog forældre til at sætte legen mere fri igen. Både, så vi – i den udstrækning, det er praktisk muligt – lader børnene færdes lidt mere frit. Lade dem vokse med opgaven og se, hvor stolte de bliver, hvis de selv må gå eller cykle over til en kammerat.
»Vi skal også have en mere grundig overvejelse i forhold til, om vi lader os styre af ambitioner på vores børns vegne. Lader du dit barn have legeaftaler med dem, de gerne vil? Eller er der børn, du vil have, de ikke leger med? Og hvorfor?« siger hun.
Også fællesskabskonsulent Anne Søgaard forklarer, at når forældre nu har så stor en rolle i børns venskaber og legeaftaler, så skal de bruge det proaktivt. Tage et personligt ansvar for, at alle bliver inkluderet, og at børn lærer at acceptere alles forskelligheder.
»Ingen har lyst til at tage et barn med hjem, der driller og slår. Men at holde vedkommende udenfor, befordrer intet godt. Barnet har det jo svært. Så invitér det pågældende barn med hjem på legeaftale. For det er her, vi skal lære vores børn at kunne begå sig. Alle i fællesskabet er påvirket. For hvem er den næste, der ikke må komme med hjem? Det kan ændre hele billedet. Måske bliver det ikke dit barns nye bedste ven – men måske gør det,« siger Anne Søgaard og fortsætter:
»Her kan skolen også være med til at sætte normerne og sige: Det er sådan her, vi gør. Vi hjælper hinanden. Vi rækker ud til dem, der har det svært, eller som ikke har nogen at lege med,« siger hun.
Et nej er ok
Ane Bjerre Odgaard opfordrer også til, at man som forælder ikke står klar med tyve snacks og en plan for, hvordan børnene skal lege sammen. Det er helt okay – og ofte mere fordrende for ægte leg – at bruge tid på vasketøj og aftensmad og lade børnene selv finde ind i legen. Har man ikke overskud til at have ekstra børn med hjem en dag, er det legitimt at forklare sine børn det. I øvrigt har de også selv brug for et nej en gang imellem.
»For børnene er det en kæmpe tillidserklæring, at nogen siger, de vil lege med dem. Så det kan være svært at sige nej, selvom udmattelsesgrænsen er nået,« siger Ane Bjerre Odgaard.
Jan Kampmann mener dog, voksne skal have for øje, at det ikke altid giver mening at lave legeaftaler på forhånd.
»Når børn leger med hinanden i en institution eller i SFO'en, afprøver de noget med hinanden og deres relation. Deres tidshorisont er lige nu og her. Når man som forælder kommer og henter og siger, at Josefine ikke kan komme med hjem nu, men på torsdag, er det ikke et perspektiv, barnet har. For på torsdag har de måske gang i en anden leg med en helt anden. Selvfølgelig kan vi ikke 100 procent lave legeaftaler på børnenes præmisser – men vi bør ikke tænke legen ind i vores sædvanlige dags- og ugeskema, men derimod være mere åbne over for, hvad vores barn efterspørger, og hvad det er et udtryk for,« siger han.
DET MENER SKOLERNE
Skolerne: Find en balance
På Dragørs skoler er det især på SFO'erne, de oplever, hvor meget legeaftaler med kammeraterne kan fylde. Og her opfordrer de til, at legeaftaler er aftalt på forhånd. Eller at forældrene selv skal være til stede og stå for at koordinere en eventuel legeaftale med de andre forældre. SFO-medarbejderne hverken kan eller skal bruge tid på at være mellemled.
På Store Magleby Skole mener skoleleder Kasper Stoholm, at forældre skal være opmærksomme på at finde en balance.
»Børnene leger jo også sammen i SFO'en. Så man skal huske, at de også trænger til at slappe af, ligesom vi selv kan gøre det efter en lang arbejdsdag. Men jeg har tillid til, at forældrene kender deres børn og ved, hvornår det giver mening at have en legeaftale, og hvornår de skal sige nej, fordi alle er trætte,« siger han.
Ligesom han også mener, man ikke skal sætte barren for højt i forhold til legegrupper og børnefødselsdage, så gælder det samme for legeaftaler.
Hent ikke for tidligt
Samme holdning har de på Dragør Skole, hvor indskolingsleder Nils Djervad faktisk mener, at det i forhold til relations-dannelser og fællesskab kan være bedre at lade sit barn blive lidt længere i SFO end at stresse tidligt hjem fra arbejde og fylde bilen med ekstra børn.
»Vi opfordrer faktisk forældrene til, at de ikke henter børnene for tidligt. Måske bare 15.30 frem for klokken 15. Især når børnene er små, er SFO'en der, hvor de skal lege sammen. For legeaftaler kan være svære at nå i hverdagene,« siger Nils Djervad.
Han understreger, at legeaftaler er en rigtig god måde at styrke fællesskabet på. Især når børnene bliver ældre – hvor de så i øvrigt måske også er mindre afhængige af forældrene i logistik-puslespillet.
»Men generelt opfordrer vi til, at legeaftalerne heller ikke bliver så lange. Det kan godt bare være to timer. Og man behøver ikke også skulle have fem børn med hjem til aftensmad. For der skal også være tid til familielivet, fritidsaktiviteterne. Legeaftalerne kan komme til at fylde meget,« siger han.
For fællesskabet
Legegrupper, legeaftaler, klassearrangementer, børnefødselsdage. Hvis du er forælder til et barn, der går i folkeskole lige nu eller har gjort det inden for de seneste 10–20 år, har du sikkert en holdning til det hele. Om det presser din hverdag eller ej. Om det er nøglen til trivsel og fællesskab i klassen eller det modsatte. Og om skolen eller forældrene skal sætte rammerne. Hvad fungerer for dit barn? For dig? For fællesskabet?
Samtidig med det øgede fokus på fællesskab og antimobning, er ensomheden steget blandt de danske børn og unge. Det viser tal fra blandt andet Børns Vilkår og Mary Fonden.
I Dragør viser Ungeprofilen 2025/2026 også, at syv procent af eleverne i 7.–9. klasse føler sig ofte eller meget ofte ensom. 22 procent er blevet mobbet i skolen inden for det seneste halve år.
Derfor har Dragør Nyt kastet sig over emnet. Vi får tre forskellige forskeres bud udviklingen, fordele og ulemper ved den organiserede leg og fællesarrangementerne – og deres råd til skoler og forældre. Vi taler samtidig med Dragørs egne skoler om, hvordan de forholder sig til det hele, og hvad de råder forældrene til. Vi kommer i denne artikelserie igennem: Legegrupper, legeaftaler, klassearrangementer og børnefødselsdage.
Er du forælder til skolebørn? Og har du holdninger eller konkrete erfaringer eller forslag om emnerne, som du vil dele med andre? Så skriv til os på: redaktion@dragoer-nyt.dk
Kilderne
- Jan Kampmann, professor og børnelivsforsker ved Roskilde Universitet.
- Ane Bjerre Odgaard, forsker i leg og pædagogisk praksis ved professionshøjskolen UC Syd.
- Anne Søgaard, fællesskabskonsulent, pædagog, familievejleder, og forfatter til bogen Vensomhed, bor selv i Dragør.
- Kasper Stoholm, der er skoleleder på Store Magleby Skole.
- Nils Djervad, indskolingsleder på Dragør Skole.