I praktik i Thailand

15-årige August Bülow Verndal og Julius Schjoldager Truedsson fra Nordstrandskolen byttede den traditionelle erhvervspraktik ud med en tur til Thailand.

F
Af Freja Bundvad
| | 3 min læsetid
I praktik i Thailand
En stor del af arbejdslivet som iværksætter foregår ved mødebordet. Også i Thailand. Privatfoto.

To drenge fra Nordstrandsskolen var i uge 41 i en noget usædvanlig erhvervspraktik. Mens klassekammeraterne prøvede kræfter med arbejdslivet på mere klassiske, danske arbejdspladser, rejste 15-årige August Bülow Verndal og Julius Schjoldager Truedsson nemlig til Thailand.

Her fik de et indblik i restaurationsdrift og iværksætteri gennem Augusts onkel, der er iværksætter og driver en række restauranter i landet. De to unge fyre fik både lov til at sidde med i mødelokalet og diskutere restaurantdrift, og de var med i køkkenet for at opleve den mere praktiske side.

Planen var faktisk ikke ny. Drengene var tidligere på året på vej til Thailand, da de skulle i erhvervspraktik i 8. klasse. Faktisk kom de så langt, at de sad ombord på flyet, da rejsen blev aflyst på grund af uroligheder i Mellemøsten.

4326-1051-praktik_i_thailand-FB-web-1
Billedet her er taget tilbage i marts, hvor August og Julius forgæves steg ombord på flyet til Bangkok. Privatfoto

»Vi skulle flyve, men så der startede der en krig, så vi vendte om igen,« konstaterer August Bülow Verndal.

Men denne gang lykkedes rejsen altså, og Julius og August fløj fra Danmark sent 30. september og kom hjem 8. oktober efter hjemrejsen fra Thailand dagen før.

Meget mere end gæsterne ser

Opholdet begyndte i Bangkok, hvor Augusts onkel har en restaurant. Her tilbragte drengene tre dage og fik blandt andet lov til at overvære et møde om restaurantens menu og den øvrige drift.

De var også med i køkkenet for at se, hvordan arbejdet foregår, og besøgte desuden et område med blandt andet en farm og risplanter, der leverer råvarer til restauranterne.

4326-1051-praktik_i_thailand-FB-web-2
Der blev også tid til at lære nogle kokke-tricks. Privatfoto

Praktikrejsen fortsatte med fly til Chiang Mai, hvor Augusts onkel driver en større restaurantkæde. Her overværede drengene blandt andet et møde om markedsføring og fulgte arbejdet med maden.

For August blev det tydeligt, at restaurantdrift handler om meget mere end det, gæsterne ser.

»Der skal mange ting og mange mennesker til at drive sådan en kæmpe restaurant, og det var ret overraskende at opleve,« fortæller August Bülow Verndal.

Efter en uge med indblik i livet som restauratør i Asien vendte de to drenge hjem med en noget anderledes praktikoplevelse i bagagen end de fleste af deres klassekammerater. Og selv om turen også bød på oplevelser langt fra de vante rammer i Dragør, var formålet det samme: At blive klogere på, om arbejdet var noget for dem.

»Det var spændende, men jeg tror ikke, arbejdet som iværksætter er noget for mig. I hvert fald ikke i restaurationsbranchen,« fortæller August Bülow Verndal.

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER
Privatlivspolitik Cookiepolitik Vilkår og betingelser