1.424 stemmer – 16,8 procent af de samlede stemmer i Dragør. En tilbagegang på 1,7 procent i forhold til kommunalvalget i 2021 og tab af ét mandat i kommunalbestyrelsen. Sådan så resultatet ud for Liste T efter kommunalvalget i 2025. Både Socialdemokratiet og Venstre tabte flere stemmer, så resultatet var ikke som sådan dårligt. Liste T er stadig Dragørs andetstørste parti.
Men fordi så mange ekstra stemmer landede hos Konservative og gav dem absolut flertal, kæmper Liste T nu en ofte ensom kamp som opposition. Ikke at det er nyt for lokallisten fra 1961 at være i opposition. Men deres magt i kommunalbestyrelsen er møvet noget mere over i et hjørne, end den har været tidligere. For både Socialdemokratiet og Venstre konstituerede sig med Konservative, og SF har i høj grad stemt med flertallet i den nye kommunalbestyrelse. Liste T har heller ikke længere poster i de tungeste fagudvalg.
Så hvordan forholder Liste T-medlemmerne sig til dette? Betyder det, at de holder badeferie til næste valg? Eller har det fået dem til at ændre taktik?
Det har Dragør Nyt taget en snak med Peter Læssøe og Annette Nyvang (som p.t. er stand in for Ann Harnek i kommunalbestyrelsen) om. Ingen af dem ser ud til at have mistet modet. Smilene og overskuddet virker stort. Annette Nyvang har fået strikket en sweater og har købt garn til en ny. Og Peter Læssøe oplever, det giver mulighed for at være mere proaktiv, når man ikke skal bruge så meget tid i fagudvalgene, men kan holde fokus på forberedelsen til kommunalbestyrelsesmøderne.
»På mange måder har det frigivet tid at sidde i den her position, vi nu gør. Det overskud har vi brugt på at gå tilbage til vores egen politik og arbejdet på at få den mere ud og flyve. Vi kan bruge mere tid på at få fortalt borgerne, hvad det er, vi vil. Til at lave videoer og skrive debatindlæg. Det er faktisk sjovt,« forklarer Annette Nyvang.
Hun henviser til det politikpapir, der – efter at være blevet skåret kraftigt ned – fylder 39 sider og i detaljer beskriver, hvad Liste T vil i forhold til alt fra skoleområdet til kystsikring. Det er disse sider, de er gået tilbage til. Og som de bringer i spil i forhold til de sager, der behandles i kommunalbestyrelsen – og de sager, borgerne bringer op for dem.
»Lige nu kan vi dyrke det, vi er specielt gode til. Dialogen med borgerne,« lyder det fra Peter Læssøe.
Kæmper med græsrødderne
Han peger blandt andet på, at Liste T kæmper ufortrødent videre i den grønne gruppe, der har fokus på klima, miljø og natur. Og at de finder energi i at kæmpe på græsrøddernes side. For eksempel i forhold til Erhvervsområde Nord og flytning af den kommunale tandpleje, som de aktivt vil modarbejde.
Begge dele er dog også eksempler på emner, der flere gange har fået kommunalbestyrelseskollegaerne til at kritisere Liste T højlydt. Hvorfor har Liste T for eksempel skiftet holdning til Erhvervsområde Nord, så de nu er modstandere i stedet for fortalere?
»Nogle gange overrasker det os, at de er så meget efter os. Men det er da også enormt bekræftende. For det er jo, fordi vi er grundige og møgirriterende. Og så har vi ikke noget imod at skifte mening, hvis vi er blevet klogere,« fortæller Peter Læssøe.
Og Annette Nyvang supplerer:
»Jeg synes, de andre glemmer, at vi alle har flyttet os i forhold til Erhvervsområde Nord. Flertallet har bevæget sig fra store logistikhaller til små håndværker- og iværksættervirksomheder. Vi har så bare flyttet os længere væk fra det. Fordi vi nu kan se, der vil komme for meget støj og trafik ud af et nyt erhvervsområde, vi ikke længere kan se, vi har et behov for,« siger hun.
Rokker sig ikke på økonomien
At Liste T laver deres eget alternative budget i stedet for at være med i det brede forlig om budgettet er en anden ting, de får røg for af politikerkollegaerne i byrådssalen.
Liste T mener, flertallet stiller et ultimativt krav ved at sige, at man skal acceptere Dragør-modellen og den økonomiske styringsmodel generelt for at indgå i budgetforhandlingerne. Flertallet mener til gengæld, Liste T stiller et ultimativt krav, når de kun vil snakke budget, hvis Dragør-modellen tages op til revision.
En kamp om ord (og værdier og politik), der ikke kan afgøres i disse spalter.
»Tidligere har Liste T altid været med til de indledende møder i budgetforhandlingerne. Så det er ikke fordi, vi ikke vil tage ansvar. Men vi kommer selvfølgelig ikke, når der er de her ultimative krav. Men det er da ærgerligt, at vi ikke får snakken. Så det kunne blive spørgsmål om politik i stedet for teknikalitet, hvis vi så ender med ikke at være med i budgettet,« siger Peter Læssøe.
Liste T kommer ikke til at rokke sig på, at det er nødvendigt at adskille budgetterne til specialundervisning og den almene folkeskole. Ej heller på, at der generelt er behov for en anden økonomisk tilgang, når det kommer til svært styrbare områder som flygtninge, arbejdsmarkedsindsats og det specialiserede børne- og voksenområde.
Kan gå direkte til kommunalbestyrelsen
Andre mærkesager – som at der skal bruges flere penge på at overholde minimumsnormeringer og sikre flere uddannede pædagoger – kæmper de også ufortrødent videre for. At de ikke sidder i fagudvalgene, betyder blot, at de kan fremlægge deres forslag direkte i kommunalbestyrelsen. Som i parentes bemærket tv-transmitteres, hvad udvalgsmøderne ikke gør.
»På den måde får vi faktisk større mulighed for at give borgerne indblik i, hvad vi mener, og hvad vi kæmper for,« forklarer Annette Nyvang.
Både hun og Peter Læssøe kan selvfølgelig blive trætte af, at deres forslag gang på gang bliver stemt ned. Men de mener alligevel, deres argumenter bliver hørt og ofte indirekte får indflydelse på, hvordan de endelige beslutninger udformes.
»Det er utrolig vigtigt for demokratiet, at der er en anden stemme i debatten. Det er drivkraften for os. Faktisk skal man også som flertal være glad for en aktiv opposition. Der er nogen, der skal sige tingene først. Og så fører det ofte til forandringer – om end i modereret form,« siger Annette Nyvang.
Vi er vigtigere end nogensinde
Peter Læssøe er helt enig og forklarer, at han i øvrigt stoler så meget på sin økonomiske sans, at han til enhver tid vil stå på mål for, at der er mere luft i budgettet, end De Konservative lægger op til. Det er også grunden til, at han og Liste T mener, der er rum til at løsne op for den økonomiske styring, som borgmester Kenneth Gøtterup er fortaler for. Peter Læssøe mener, der ikke bare er tale om at gå med livrem og seler – men også med adskillige spændetrøjer.
»Der er simpelthen nogle områder, hvor vi er nødt til at lave om på tingene. Ellers får vi altså ikke flere borgere til at flytte til Dragør, som netop er det, vi har brug for, hvis økonomien skal hænge sammen på lang sigt. Vi er nødt til at investere mere i vores skoler og daginstitutioner. Og så er vores akilleshæl altså, at det er hårdt at være et sårbart barn i Dragør. Det skal vi have gjort noget ved,« siger Peter Læssøe.
Så Liste T i Dragør har ikke tænkt sig at tage et skridt tilbage de næste tre år. Nærmere flere skridt frem.
»Jeg synes, vi har en vigtigere stemme end nogensinde,« konkluderer Peter Læssøe.